Forskning og uddannelse
Aalborg Universitet og de mange initiativer og nye aktiviteter, der udspringer herfra, har siden 1970’erne været Det Obelske Familiefonds største enkeltmodtager af midler, men også den kliniske forskning på Aalborg Sygehus har haft fondets bevågenhed, og senest har fondet understøttet oprettelsen af den medicinske universitetsuddannelse på Aalborg Universitet og Aalborg Sygehus.
Forskning og uddannelse er et nationalt strategiområde for Det Obelske Familiefond, og det betyder, at også forskere og forskningsmiljøer fra andre forsknings- og uddannelsesinstitutioner i det øvrige Danmark kan søge støtte hos Det Obelske Familiefond. Forskningsstøtte vil dog fortrinsvis blive givet inden for fagområder, som understøtter fondets øvrige uddelingsstrategi dvs. først og fremmest sociale formål og sundhed, men også i mindre omfang kunst og kultur.
Det Obelske Familiefond støtter IKKE individuelle ph.d.-forløb og post.doc.-ansættelser og støtter IKKE almindelig drift af undervisnings- og forskningsfaciliteter.
Apparaturindkøb
Det Obelske Familiefond yder støtte til indkøb af forskningsapparatur for fastansatte forskere ved Aalborg Universitet og Aalborg Sygehus. Der forudsættes mindst 50% medfinansiering fra ansøgers fakultet.
Kongresdeltagelse
Det Obelske Familiefond yder støtte til fastansatte forskere ved Aalborg Universitet til deltagelse i kongresser i udlandet. Det er en forudsætning for støtte fra fondet, at ansøger skal præsentere et indlæg på kongressen, og at ansøgers fakultet yder støtte af mindst samme omfang som den ansøgte støtte.
Uddannelse
Det Obelske Familiefond støtter IKKE individuelle ansøgninger om støtte til undervisning i ind- eller udland. Fondet støtter studerende ved de højere uddannelsesinstitutioner i Region Nordjylland ved at give puljer til studierejser til følgende undervisningsinstitutioner:
- Aalborg Universitet
- University College Nordjylland
- Tech College Aalborg
- Det Jyske Musikkonservatorium
