Metoder

Det er en styrke for projekter inden for det sociale område, hvis de indeholder et forskningsmæssigt aspekt. Fondet er desuden optaget af den læring fra praksis, som fremkommer af de konkrete projekter – internt såvel som eksternt. Det Obelske Familiefond lægger vægt på, at organisationerne formidler deres resultater, så de gode erfaringer med projekterne bliver udbredt til inspiration og efterlevelse for andre.

Vi er opmærksomme på udviklingen i samfundet, hvor der i stigende grad fokuseres på tværsektorielt samarbejde, på velfærdsinnovation og på de frivillige og humanitære organisationers rolle i løsningen af samfundsudfordringer. Derfor opfordrer vi ansøgere til at have fokus på frivillighed, tværfagligt samarbejde og den psykosociale metode i projekterne.

Frivillighed

Frivillige kan ikke som de offentlige myndighedspersoner gribe sanktionerende ind i de udsatte menneskers liv, og derfor er det muligt at opbygge en helt anden tillidsrelation. Det giver en særlig ligeværdighed mellem mennesker, når man mødes på baggrund af frivillighed. De frivillige tager et ansvar som medborgere og er gode til at finde nye måder til at forbedre forholdene for udsatte grupper.

Det Obelske Familiefond lægger derfor særlig vægt på, at projektet støtter og inkluderer de frivilliges engagement, hvor det giver mening. Mange danskere bidrager allerede med frivillig indsats i lokale eller landsdækkende projekter, og 35 % af den voksne befolkning vil gerne bruge mere tid på frivilligt socialt arbejde, hvis de blev spurgt.

Hjælp til selvhjælp – den psykosociale metode

Vi skal blive bedre til at give de udsatte grupper i samfundet tro på deres egne evner og muligheder. Det er vigtigt, fordi mennesker præges af de forventninger, som omgivelserne har til dem. Derfor er det afgørende for Det Obelske Familiefond, at projekter på social- og sundhedsområdet fokuserer på den enkeltes ressourcer og på at danne netværk omkring personen.

Fondet vil gerne bidrage til metodeudvikling inden for den psykosociale metode, og vi lægger vægt på, at projekterne naturligt skaber inddragelse af brugerne. Det kan være et element i projekterne, at de grupper, som modtager hjælp, med tiden selv får opgaver i projekterne og i sidste ende også kan være dem som bidrager til at hjælpe andre i samme situation.

Samarbejde på tværs af sektorer

Det Obelske Familiefond vil meget gerne hjælpe med at identificere og støtte udvikling af samarbejdsformer på tværs af sektorer. Det vil være til alles bedste, at tiltag for samfundets udsatte grupper bliver koordineret bedre. Der opstår desuden ofte innovation og nytænkning, når vi sætter eksisterende viden og aktiviteter sammen på nye måder.

Derfor lægger fondet meget stor vægt på samarbejde på tværs af sektorer. Heldigvis dukker der hele tiden nye eksempler op på projekter, hvor der findes omkostningseffektive måder at løse ”gamle” problemer på. Eller hvor de gamle problematikker bliver anskuet med så fundamentalt anderledes øjne, at de kan reduceres kraftigt ved forskellige forebyggende initiativer. Vi vil gerne støtte udbredelsen af sådanne nye løsninger, men det udelukker naturligvis ikke støtte til velafprøvede aktiviteter og metoder med dokumenteret effekt.