Under arbejdet med Operahuset havde Utzon tegnet et hus, som skulle danne ramme om familiens fremtidige liv. Planen var faktisk at emigrere til Australien, og huset skulle ligge på en grund med udsigt over bugten i Bayview nord for Sydney. Huset nåede ikke at blive opført, før Utzon blev tvunget til at forlade Australien, men drømmen levede videre, og på Mallorca fandt han mulighed for at realisere den.

I oktober 1967 var Jørn Utzon på ferie på Mallorcas østkyst i et lånt hus sammen med sin kone Lis og deres yngste søn Kim. Her blev de så fascineret af landskabet og den store lighed med klimaet i Australien, at de besluttede at købe et lille landhus på en bjergskråning og et smalt grundstykke ved havet. Det blev begyndelsen til et nyt kapitel i familiens liv.

Can Lis betyder ”huset der tilhører Lis” og det er det første af to huse, som Utzon fik opført i Spanien. Det ligger på Mallorcas østkyst - en times køretur fra hovedbyen Palma. I 1960'-erne var den østlige del af øen et forholdsvist uberørt landbrugsområde og i god afstand af masseturismen. Et perfekt udgangspunkt for et refugium i vinterhalvåret. Huset blev opført af lokale håndværkere, som ikke havde travlt med at arbejde med projektet, når Utzon var i Danmark, og derfor stod det først færdigt i 1973.

Can Lis er et ganske lille, men fuldstændig vidunderligt hus, som rummer essensen af det man forstår ved ”simple living” i ordenes bedste betydning. Det ligger nær et mindre fiskerleje på en stille vej, som ikke gør meget væsen af sig. Husets facade mod vejen er nærmest anonym, og man kan nemt komme til at køre forbi uden at ænse, at her er noget særligt på færde. Bare en lang - og lettere forvitret mur i lokale sandsten, mellem fyrretræer, som så mange andre steder på Mallorca. Det eneste, som røber, at det er en bolig, er et overdækket indgangsparti med en smukt udformet bænk udsmykket med glaserede fliser. Men bag den beskedne trædør ligger uforglemmelige oplevelser, som trænger direkte ind i hjertet på enhver, der besøger stedet.

Fra indgangsdøren kan man vælge to forskellige retninger. Vælges den højre, træder man ud på en lille U-formet gårdsplads, hvor det første indtryk nærmest tager vejret fra én. Man står hævet 25 meter over Middelhavet, og få meter længere fremme er der et lodret fald til de mørke turkise bølger, der kaster sig tungt mod klipperne. Lyden af dønningerne er som en dyb bastone, der understreger fornemmelsen af at være ét med naturen. Ude mod sydøst er der kun havet, skyerne og horisonten.

Den lille plads er på tre sider omkranset af en søjlegang, som giver mindelser om antikkens templer, om end i meget mindre målestok. Bagtil ligger et lille opholdsrum og et køkken, der står i tæt forbindelse med uderummet.

Bevæger man sig videre til det næste gårdrum, viser det sig at huset i virkeligheden er en lille klynge bygninger, der ligger forskudt i forhold til hinanden. Dermed skabes der nogle fine uderum, og samtidig opstår der kig mod havet i mellemrummene. De fjerneste to bygninger rummer soveværelser og bad.

Byggematerialet er primært blokke i lys sandsten fra det lokale stenbrud, og virkningen er formidabel. Stenen, kaldet ”mares”, saves direkte ud af undergrunden med store rundsave og leveres i blokke, der kan håndteres af en eller to mand. Overfladen er rustik med spor af savklingens runde form, og farven changerer og skaber et spil i hver eneste blok. Stenen er så tilpas blød, at den kan tilpasses med en almindelig håndsav. Også belægninger ude og inde er i sandsten, dog af en betydelig mere hårdfør kvalitet. Denne homogenitet giver en fornemmelse af, at huset er vokset direkte op af klippen, og at det er i total harmoni med sine omgivelser. Den samme sandsten er i øvrigt anvendt til Palmas enorme katedral, de mange kirker og til mere profant byggeri som boliger samt landbrugshuse overalt på øen.

Husets primære opholdsrum har fået sin egen selvstændige bygning. Rummet er ikke stort, men udstråler en nærmest overjordisk kraft, der er vanskelig at beskrive med ord. Mod havet er der fem store nicher, der indrammer den storslåede udsigt over havet. Man kan stå fuldt oprejst i dem, og fordi vinduesrammerne er sat uden på bygningen, er der intet til at forstyrre udsynet. De dybe nicher skaber en fascinerende overgang mellem ude og inde og afbøder samtidig effekten af det meget intense spanske dagslys.

Eneste møbel i rummet er en halvcirkulær sofa i sandsten med kridhvide puder og et tilhørende bord. Rummet er højloftet, og de hvidkalkede hvælv reflekterer lyset, så sandstenens sprøde farveskala kommer fuldt til sin ret. Stilheden er total i dette meditative rum, men stadig fornemmes bølgernes kraft mod klipperne nedenfor. En smal spalte øverst i muren mod syd giver dagligt et lysstrejf på muren i opholdsrummet. Idet solen når en given vinkel på himlen, intensiveres lyset i rummet, hvorefter et strejflys langsomt bevæger sig henover muren og forsvinder igen. Blot tyve minutter varer sceneriet hver dag, men som Utzon formulerede det: ”Lykken tælles i sekunder”.

Kilde: Stig Matthiesen, Bente Jensen og Thomas Mølvig "Utzon & Utzon Center Aalborg" 2011.