7 gode råd til ansøgningen

Det Obelske Familiefond modtager omkring 2000 ansøgninger hvert år. Her er 7 gode råd til, hvordan du udarbejder en god ansøgning.


1. Kan jeg søge Det Obelske Familiefond til mit projekt?

Før du begynder at skrive din ansøgning, vil det være en god idé at læse her på hjemmesiden, om Det Obelske Familiefond er relevant for dit projekt.

2. Hvilket område falder mit projekt under?

Under hvert støtteområde har vi beskrevet, hvad vi støtter, og hvad vi lægger særlig vægt på. Det kan derfor være en rigtig god idé at læse under hvert område og eventuelt se de projekter, som vi tidligere har givet støtte til. Hvis du stadig er i tvivl, er du velkommen til at kontakte en af fondets områdeansvarlige.

3. Støtte til almennyttige projekter

Dit projekt skal være almennyttigt, hvilket vil sige, at det skal være tilgængeligt for flere og umiddelbart nyttigt for samfundet som helhed.

4. Hvad lægges der særlig vægt på i ansøgningen?

Undersøg om dit projekt opfylder fondets vision, der understøttes af en række værdier, som vil blive anvendt i vurderingen af hver enkelt ansøgning:

1. At gøre en forskel ved at hjælpe til at sætte spændende nye tiltag i gang, gerne med ukonventionelle løsninger og nye partnerskaber i gode projekter, hvor midler ellers ikke kan fremskaffes.

2. At støtte det professionelle initiativ, som drives af et personligt og fagligt engagement, og hvor resultatet er synligt eller målbart, og projektet skaber viden, der kan genanvendes.

3. At hjælpe til at kunne selv ved at bibringe kompetencer – specielt til børn og unge – som sikrer varig tilfredsstillelse og glæde i det daglige liv med en balance mellem bidrag og støtte.

5. Hvad skal med i min ansøgning?

Ansøgningen skal som minimum indeholde de 11 punkter, som er angivet her på hjemmesiden under Ansøgning. Bemærk at ansøgninger vedr. konferencedeltagelse med fremlæggelse af paper skal være modtaget senest 2 måneder før kongressens afholdelse, og at al dokumentation skal være modtaget før afrejsedatoen.

6. Søg i god tid før projektstart

Det vil sige mindst seks måneder før projektets planlagte begyndelse. Vi støtter ikke projekter, der har været afholdt eller er påbegyndt.

7. Vær omhyggelig og præcis i din ansøgning

Send først din ansøgning, når du er helt sikker på, at den ikke kan blive mere præcis og omhyggelig gennemarbejdet.